Sabrina Hesselholdts liv i fuld fart stoppede brat, da hun kom ud for en ulykke på sin arbejdsplads. Stærke smerter og massiv frustration over manglende hjælp blev først vendt til sprækker af lys, da Sedgwick og Jakob fra Aleca dukkede op.
Det var ikke unormalt for Sabrina Hesselholdt at arbejde 50 timer om ugen som tilkaldevikar på forskellige bosteder. Og hun elskede det ubetinget. Arbejdsformen gjorde, at hun i perioder kunne tjene rigtig mange penge og havde frihed til at rejse meget rundt i verden. I påsken 2024 havde hun lige været i Mexico, og i kalenderen ventede endnu fem fede rejser.
”Jeg levede mit ’best life’. Jeg arbejdede solen sort og var god til det, og så var jeg ikke bundet af en fastansættelse med kun seks ugers ferie om året. Det var helt perfekt for mig,” fortæller den 29-årige kvinde, som er uddannet specialpædagog.
Den 28. marts 2024 tog Sabrina på arbejde på et bosted for mennesker med fysiske og psykiske handicap. Hun gik ind i lejligheden til en mandlig beboer, som hun skulle hjælpe med personlig pleje på badeværelset. Sabrina var bekendt med, at manden var næsten blind, men at han forstod verbal guidning. Hun bad ham om at løfte det ene ben, så bukserne kunne komme af, men i stedet for at løfte benet, satte manden sig ned på Sabrina, som sad på en stol uden ryglæn. Vægten fra hans krop gjorde, at Sabrina faldt af stolen og landede direkte ned på klinkegulvet med sin hofte.
”Jeg kunne løfte mig selv i armene, så jeg kunne kravle ud af lejligheden og råbe efter hjælp. Mine kolleger ringede 1813, og lægen i telefonen sagde, at jeg skal sætte mig i en taxi og komme ind på hospitalet. Jeg sad bare og skreg af smerte hele vejen,” fortæller Sabrina.
På hospitalet blev Sabrina kørt til røntgen og fik beskeden: Der er ikke noget galt. Her er nogle krykker. Tag nogle panodiler og ipren – og så skal du begynde at gå om tre dage. Da Sabrina ville gøre, som lægen havde sagt, føltes det som at få en syl stukket ned i benet for hvert lillebitte skridt, hun tog hjemme på stuegulvet. Hun græd og skreg. Og ingen piller hjalp. Nogle dage senere tog hun til sin egen læge, og da der heller ikke var meget hjælp at hente dér, valgte hun at bestille tid hos en osteopat.
Bag i køen til scanning
”Osteopaten var meget alvorlig og sagde, at hun troede, jeg havde brækket benet og hoften. For det, hun så, var ikke normalt. Besøget førte til, at jeg kom til en CT-scanning, som viste, at jeg havde flækket skinnebenet og ikke måtte gå på det. Så blev jeg indlagt, men fordi ulykken var sket fire uger tidligere, kom jeg bag i køen til scanninger. For de tager de akutte først. Det var så frustrerende, og jeg har aldrig følt mig så magtesløs i hele mit liv,” siger Sabrina, som beskriver smerterne på 9-10 på den kendte smerteskala, hvor 10 er værst. Og sådan var det 24 timer i døgnet.
Midt i smertehelvedet og følelsen af at være kastebold mellem læger forsøgte Sabrina at få styr på sin økonomi. Som vikar fik hun besked på at dokumentere, at hun har arbejdet – for at få ret til sygedagpenge. Det lykkedes, men Sabrinas kræfter var ved at slippe op. Et opkald til Gentofte Kommune skabte for første gang en smule håb. En medarbejder fortalte, at Sabrina skulle kontakte Sedgwick, som har et sundhedsteam for patienter som hende. Jakob Tarp Sørensen fra Aleca ville kontakte hende.
”Jakob kom hjem til mig og sammen gennemgik vi alt, hvad der var sket – ulykken, hospitalsbesøg, kommunekontakter. Jeg luftede alle mine frustrationer over, at jeg var bare var på arbejde og gjorde min pligt, og at jeg nu var endt som kastebold i systemet. Han tog mig i hånden og gav mig håb – jeg følte mig set og forstået for første gang i hele forløbet. Det var helt vildt bekræftende efter to måneder, hvor det hele havde været ad helvede til.”
Planen indeholdt, at Sabrina fik samtaler hos en psykolog, timer i et fitnesscenter og i en svømmehal med varmtvandsbassin samt massage hos en fysioterapeut. Jakob tog også med til møder på jobcentret, hvor han fik sagsbehandleren talt fra at sende Sabrina ud i arbejdsprøvning.
Jakob var vendepunktet
”Vendepunktet kom, da jeg mødte Jakob. Han tog ansvar og hjalp mig med at finde ud af, hvad jeg kunne forvente? Hvad kunne jeg ikke forvente? Når sagsbehandleren sagde noget, kunne Jakob med det samme afgøre, om det var bullshit. Jeg er meget optimistisk af natur, men jeg følte, at alt var imod mig og mit liv i bevægelse var pludselig blevet til et liv, hvor jeg var isoleret derhjemme, siger Sabrina, som pointerer, at hun har haft god støtte i både sin kæreste, veninder og familie.
Sabrina er nu blevet tilkendt revalidering, som betyder, at hun har økonomisk mulighed for at tage en kandidatuddannelse i socialpsykologi og læring. Hun glæder sig til at komme i gang med at læse, selv om hun stadig har smerter, hun dagligt skal håndtere. Det var Jakob, der foreslog hende at begynde at læse, da hun formentlig ikke vil kunne klare et fysisk krævende pædagogjob igen.
”Jeg havde ikke selv tænkt på at tage en uddannelse. Jeg troede, at kommune ville sætte mig ned ved kassen i Netto. Det er der ikke noget galt med, men jeg har en uddannelse og en kæmpe arbejdsglæde. Den bygger jeg ovenpå nu, og jeg håber, at jeg skal ud og bruge den til noget meningsfuldt bagefter,” siger Sabrina, som mener, at hun står et positivt sted i livet på grund af Sedgwick og Aleca.
”Jeg føler mig heldigt, at Gentofte Kommune henviste mig. Alle burde have den mulighed, men systemet er ondt og uretfærdigt. Jeg ved stadig ikke, hvordan min fremtid bliver, men jeg ved, at jeg ikke havde klaret den uden Jakob.”