Da Natalie Jessen blev ramt af et keyboard, tænkte hun først ’så slemt er det vist heller ikke’. Men kort tid efter måtte hun indse, at hun var blevet sendt til tælling med en hjernerystelse. Hjælpen til at stykke livet sammen på en ny måde, fik hun fra Aleca.
Det havde været en god dag. ’Superfed, travl og hyggelig’, siger Natalie Jessen, når hun skal beskrive det arrangement, hun havde været med til at afvikle sammen med sine kolleger.
28-årige Natalie Jessen arbejder som projektleder på et eventbureau i Aarhus. Hun elsker sit arbejde, og hun elsker at være med til at gøre en forskel for bureauets kunder.
Den 21. november 2021 var klokken blevet hen ad to om natten, da Natalie og kollegerne gik og ryddede op efter et stort event. Der havde været artister på scenen, og nu skulle det sidste hold have deres udstyr i bilerne. Selv om Natalie ikke er stor og fysisk stærk, ville hun give en hånd med for at få instrumenterne ned fra scenen. Fire personer tog fat i et keyboard – Natalie var den ene. Men da de ville løfte instrumentet ned fra scenen, gled det ud over stativet og ramte Natalie, som stod på gulvet. I hovedet.
– Det gjorde ondt, men jeg tænkte mest, at det var lidt pinligt, og at der ikke skulle være bøvl med mig. Så slemt var det heller ikke. Jeg skulle bare lige have noget is på, når vi kom hen på hotellet lidt senere, fortæller Natalie.
Var svimmel, havde kvalme og græd
Et par timer senere var Natalie meget træt, da hun kom hen på hotellet. Hun tænkte et kort øjeblik, om hun burde tage på skadestuen. Men hun besluttede at se situationen an til næste dag.
– Jeg havde det ok, da jeg vågnede. Jeg var træt, og hovedet gjorde lidt ondt. Men jeg kunne godt tage hen på lokationen og pakke det sidste sammen. Derhenne jokede vi lidt med, at vi skulle passe på, at Natalies hoved ikke kom i vejen, siger hun.
Natalie kom ikke til læge, før fire dage senere. En kollega insisterede på at køre hende, fordi hun ikke så frisk ud. På det tidspunkt havde hun heller ikke nogen appetit. Lægen konstaterede, at hun havde en hjernerystelse, men han anbefalede hende ikke at gå hjem og lægge sig. Hun skulle blot tage nogle pauser i løbet af en dag, lød rådet.
Samme uge gennemførte Natalie en planlagt tur til en veninde i München. Og på turen i lufthavnsbussen indså hun, hvor skidt hun egentlig havde det.
– Jeg var svimmel, havde kvalme og græd. Rystelserne i bussen var så forfærdelige, at jeg overvejede at gå hen til chaufføren og bede ham sætte mig af. Jeg kunne ikke holde ud af at sidde der, fortæller Natalie.
Hjemme i Aarhus stod det klart, at Natalie skulle sygemeldes på fuld tid. Hendes chef var fuldt forstående omkring situationen og bad Natalie om at passe på sig selv og blive hjemme de næste fem-seks uger. Chefens omsorg og tiden på sofaen fik Natalie til at knække helt. Hun kunne ikke holde ud at gå ned og købe ind eller støvsuge – og når hendes roomie støvsugede, tog Natalie høreværn på for at kunne være til.
Efter en afslappende ferie på Zanzibar følte Natalie sig klar til at komme tilbage på jobbet. ’I’m back’, tænkte hun optimistisk.
Men det var hun slet ikke. På første arbejdsdag brød hun sammen, fordi hun fik det så dårligt. Chefen foreslog, at hun kunne få behandlinger på en privatklinik, og deres målinger viste da også, at den var helt gal med Natalies hjerne.
Behandlinger og øvelser føltes to skridt frem og ét tilbage for Natalie. Hun var opgivende og bange. Tankerne snurrede i hende: Skal hun have det sådan her resten af livet? Hvad gør hun forkert? Og hvilke konsekvenser har det for fremtiden?
Jakob gav mig håb
Gennem arbejdspladsens forsikring fik Natalie kontakt til Jakob Tarp Sørensen i Aleca. Allerede ved første møde tog de den hårde snak uden forbehold.
– Jeg havde det pissedårligt, og jeg græd helt vildt. Men Jakob gav mig med det samme noget håb i, at han havde set noget lignende før, og at jeg ikke var helt off, siger Natalie, som sammen med Jakob lagde en plan.
Planen gik blandt andet ud på, at Natalie skulle ned til en arbejdsuge på 15 timer, og at hun skal lære at forvalte sin energi. Jakob fortalte om, hvilke typer af opgaver, der presser hjernen og hvilke, der ikke gør. Sådan at hun kunne blande sine kort bedre. Og han fortalte hende om vigtigheden af at holde pauser. Natalie mærkede lettelsen brede sig i hende helt fysisk.
– Det var vildt rart at tale med Jakob. Det var som om, der blev taget ansvar fra min skuldre. Folk har tit spurgt: ’Kan du holde til det og det, Natalie?’ Og ofte har jeg ikke anet, hvad jeg skulle svare. Nu kunne jeg gå til Jakob og lige vende med ham, hvordan jeg kunne tilrettelægge en uge med en blanding af arbejde, pauser og tid med venner.
Natalie mærkede også en lettelse i, at hun kunne validere sine følelser over for Jakob. Hun kunne dele de tunge følelser omkring sin situation og om fremtiden. Hendes største bekymring var, om hun kom til at leve det liv, hun havde håbet på.
– Det var så vigtigt at have en person, jeg kunne dele alt det svære med. Et rum, hvor det var okay at lægge det hele på bordet og få en bekræftelse i, at andre har fået det bedre, fortæller Natalie, der også fik konsultationer hos smertespecialisten Vibeke Halasi gennem Aleca.
Overskud til at arbejde og leve
I dag arbejder Natalie 30 timer om ugen. Det er ikke utænkeligt, at hun en dag kan komme tilbage på fuld tid, men lige nu er 30 timer perfekt og giver hende stabilitet i hverdagen. Hun har overskud til at være sammen med venner og familie i sin fritid, og hun har energi til at træne og gå ture.
– Det er så dejligt at være nået hertil. Jeg kommer nok ikke helt tilbage til det sted, hvor jeg var før. Men Jakob har hjulpet mig til at acceptere det, der er sket og til at tro på fremtiden. Han har givet mig en ro og en tryghed, og han har en kæmpe viden og faglighed, der begrunder, hvad han siger. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg havde haft det nu, hvis det ikke havde været for Jakob og Aleca.
Natalie har lært en del om sig selv, siden hun fik et keyboard i hovedet. Hun er færdig med for eksempel at sige ’det er nok ikke så slemt’ – til hverken sig selv eller andre.
– Nu er jeg blevet sådan én, der siger til andre, at de hellere skal gå til lægen én gang for meget end én gang for lidt. Det siger jeg også til mig selv. Jeg har lært, at det er bedre at passe på sig selv og få det så godt, som man kan. Hvorfor vente, til den er helt gal? Det er jeg i hvert fald færdig med.