FAKTA OM ULYKKEN

17. oktober 2017 er 54-årige entreprenør Claus Grønborg på job ved Vallø Slot. Han skal rense voldgraven ved slottet.

Han kører på jernplader langs voldgravens skråning i sin 44 tons tunge gravemaskine. Normalt kører han med højre side mod vandet, så styrehusets dør vender opad, hvis maskinen skulle vælte ned i vandet. Men denne morgen er der dug på indersiden af ruden. Og så ændrer Claus lidt på rutinen.

Han kører med venstre side mod vandet. Og han kører med åben dør! Han har travlt og skal være færdig, så tingene bliver gjort lidt anderledes end normalt.

Pludselig går det galt! Gravemaskinen skrider. Den falder 4-5 meter ned af skrænten med
styrehuset ned mod vandet i voldgraven. Claus sidder fastklemt.

Kabinen fyldes hurtigt med plumret vand, der tætner sig i Claus’ mund og næse. Hans højre arm er revet løs. Benet hænger kun fast i rygraden. Det eneste han tænker er at komme ud – men han sidder fast!

En fodgænger ser ulykken ske. Han haster ned i voldgraven og banker løs på ruden. Med venstre hånd kan Claus banke tilbage. Hans mund er under vand, så han kan ikke råbe. Hjælperen sparker sideruden ind. Åbningen får vandet i kabinen til at falde, så hjælperen kan skrabe mudder væk fra Claus næse og mund, så han igen kan trække vejret.

Da de første professionelle hjælpere ankommer, hænger Claus’ arm kun i muskeltråde. Blodet fosser ud. Claus ligger de følgende to timer i det kolde vand, mens redningsmandskabet pumper blod ind i ham og kæmper med at få ham ud af gravemaskinen. For at redde Claus fra druknedøden, tager redningsfolkene en dramatisk beslutning: De må amputere den ødelagte arm på stedet. En redningshelikopter flyver ham til Rigshospitalet.

Claus Grønborg mister sin arm ved den dramatiske ulykke. Han har brud på hoften. Hans ribben er trykkede, hans lunge er punkteret og han har fået en blodprop i hjernen. Også hans bækken, lårben og urinveje har taget skade. Han er indlagt på hospitalet i 14 måneder frem til jul 2018.

 

To år efter ulykken i voldgraven ved Vallø Slot: Her er Claus i dag

Efter ulykken fik Claus Grønborg at vide, at han aldrig ville komme til at gå igen. I dag, to år efter, kan Claus både gå og køre bil. Han har fået handicapkørekort. Bil med automatgear. En bevægelig armprotese. Og han ser positivt på fremtiden. Mød ham her.

 

”Da jeg efter ulykken fik at vide, at jeg aldrig kom til at gå igen, tænkte jeg, jeg skal vise dem! Når min fysioterapeut har presset mig og sagt, at jeg skal tage ti øvelser – så har jeg taget tolv!”, smiler han.

Han har for kort tid siden fået sin nye, bevægelige armprotese. Med sensorer og impulser fra venstre skulder kan han få den kunstige højre arm til at bevæge sig og hjælpe ham i hverdagen.

Claus fik fra sin arbejdsskadeforsikring hos forsikringsselskabet If hurtigt i forløbet tildelt en personlig socialrådgiver. Han bruger store ord om sin personlige rådgiver, Jakob Tarp Sørensen fra rehabiliteringsvirksomheden Aleca, og kalder ham en uvurderlig støtte.

”Jeg var ikke kommet så langt, hvis ikke det havde været for If og Alecas hjælp. Mange af de praktiske og formelle ting, man skal tage sig af efter sådan en livsændrende ulykke, har de håndteret for mig. Kontakt til kommune, jobcenter, behandlinger af enhver art og sundhedsvæsen. De ved, hvad jeg har ret til og krav på – det anede jeg jo ingenting om. Det har gjort en afgørende forskel for mig, at jeg ikke hele tiden har skulle være patient overfor min familie og kun spørge dem om hjælp”, siger Claus Grønborg.

”Hvis ikke If havde hjulpet mig med rådgiveren, ville jeg gerne selv have betalt ham. Men virkeligheden er nok den, at jeg aldrig ville have fundet frem til, at den mulighed fandtes. Så jeg er meget taknemmelig.”

Forsikringsselskabet hjalp Claus med handicapkørekort og rådgiver Jakob Tarp Sørensen sørgede for, at kommunen gav tilskud til bil med automatgear.

Det var stort for Claus Grønborg at blive godkendt til at køre som ledsager med sin 17-årige datter, da hun for nylig fik kørekort.

”Det er fantastisk igen at kunne gøre ting som en far – og ikke som en patient”, siger han.

 

Har igen drømme for fremtiden
Claus har tidligere i sit liv opnået tre danske mesterskaber i rallycross. Det er hans håb og mål igen at komme til at køre. Han er i kontakt med en ekspert fra Sverige, der kan tilpasse sin bil i forhold til indretning og udstyr.

Erhvervsmæssigt er hans mål at kunne drive min virksomhed.

”Jeg ved godt, at jeg nok ikke kommer til at køre gravemaskine mere, men jeg kan ordne det administrative på computeren. Aleca hjælper med hvordan jeg bedst kommer tilbage på arbejdsmarkedet, måske ved hjælp af en ordning med tilskud til egen virksomhed. Det ved Jakob alt om, og jeg føler mig 100% tryg ved hans rådgivning”.

”Privat er mit mål at være far for mine børn og mand for min kone.”

 

Hædersmedalje til redningsholdet
For et år siden var Claus Grønborg sammen med nuværende statsminister Mette Frederiksen (S) med til at uddele hædersmedaljen ”Den Danske Redningsberedskabspris” til redningsholdet fra Falck i Hårlev, som hjalp ved ulykken. Beredskabet kontaktede Claus og spurgte om han ville komme og overrække medaljen ved en ceremoni i Holmens Kirke, og han var ikke et sekund i tvivl. ”Der var ikke noget, jeg hellere ville”, siger han berørt.

 

Ønsker andre kan lære af ulykke
Det var ganske få sekunder, der ændrede Claus’ liv, fordi han gik lidt uden for rammerne. Han ønsker, at andre kan lære af hans ulykke.

Hans råd lyder: Sørg for at have orden i dine ting. Hav styr på dine forsikringer. Overhold arbejdsmiljølovgivningen. Lad være med at tage noget for givet. Og tag ikke unødige chancer.

”Min situation bliver ikke anderledes. Min arm vokser ikke ud om natten. Jeg håber, andre kan lære at min ulykke og at jeg kan inspirere andre til at tro på, at man godt kan kæmpe sig vej tilbage i livet, selvom det ser håbløst ud”, slutter Claus Grønborg.

Loading...